LøkkeFonden har et korps af ambassadører, som er med til at sætte fokus på vores arbejde og formål. Gennem vores ambassadører, når vi bedre ud til den danske befolkning med budskabet om, at få drenge på kanten ind i fællesskabet.

Erann DD

Sangeren og sangskriveren Erann DD er ambassadør for Løkkefonden.

Han har som mange af “LøkkeFondens drenge” selv oplevet, hvad det vil sige at have en hård barndom. Erann er født i Danmark og blev som 12-årig sendt på kostskole i Israel. – Et ophold hvor han græd sig selv i søvn hver aften. Han søgte trøst i musikken, og klaveret blev hans bedste ven. Når han sang, oplevede han også at hans stammen forsvandt, og dermed var grundlaget for hans musikkarriere skabt.

Tilbage i Danmark optrådte han som 15-årig ved hans brors Bar Mitzvah, hvor han blev opdaget og engageret af et pladeselskab. Still Believing fra 2000 blev hans debut som soloartist, og det indbragte dobbelt-platin.

Mads Kornerup

Mads Kornerup er medstifter og kreativ direktør i den danske smykkevirksomhed Shamballa Jewels, der siden 2005 har designet eksklusive smykker til mænd og kvinder verden over.

Inspireret af østlig filosofi, som forenes med Nordiske designtraditioner, ønsker Shamballa Jewels at skabe smykker, der udover at være yderst værdifulde, også minder én om vigtige værdier i livet. Igennem smykkevirksomhedens symbol og logo – The Star of Shamballa – ønsker Shamballa Jewels at minde omverdenen om, at mennesker og stjerner bærer på den samme kraft til at udstråle varme og lys; vores indre lys skinner klarest, når vi deler kærlighed, barmhjertighed, visdom og glæde med vores medmennesker og omgivelser.

Som ambassadør for Løkkefonden ønsker Mads Kornerup, at dele netop disse værdier med de drenge som fonden støtter, ligesom han håber på, at kunne opfordre disse til at overvinde deres frygt og nå deres mål ved at være den den bedst mulige udgave af dem selv igennem kærlighed, barmhjertighed, visdom og glæde.

Christina Meyer

Christina Ibsen Meyer er forhenværende skuespiller og er nu sygeplejerske på Rigshospitalets børneafdeling. Hun har arbejdet for Børnecancerfonden og har udgivet en bog om at skifte spor i livet. Hun har ikke sluppet det kreative og er med til at starte forskellige velgørenhedsprojekter på benene.

Christian Dalholt

Christian udtrykker sig klart, når han fortæller:”Drenge på kanten er noget jeg kan relatere til qua min opvækst på Nørrebro og i min tid som ung fodboldspiller i Brønshøj og Tingbjerg.”

“For mig at se er sport generelt set ideelt til at skabe relationer, sammenhold og selvtillid blandt unge mennesker, og jeg mener at det, at bidrage til en bedre verden og hjælpe andre til en bedre tilværelse er essentielt for den måde vi er sammen på.”

“Jeg er både glad for og stolt af at være en del af den gode sags tjeneste i Løkkefonden,” fortæller Christian.
Christian Dalholt har sine rødder i musikbranchen. Efter små ti år som projektleder og kreativ sparringspartner på pladeselskabet Music for Dreams startede han som selvstændig konsulent med fokus på events. Han arbejder blandt andet tæt sammen med Nordisk Film og har i den forbindelse lavet events for den danske filmbranche i både ind- og udland.

Christians hjerte har altid banket for det københavnske natteliv, hvor han har været særdeles aktiv gennem mange år. Her er hans fornemmelse for hype, stemning og udsmykning blevet født, og hans bidrag har således høstet flere priser indenfor klubkoncepter i nattelivet. I forlængelse af det eventyr er Christian nu partner og en af hovedkræfterne bag klubinstitutionen Coma Club – en årlig tilbagevendende avantgarde udklædningsfest, der er inspireret af den legendariske New Yorker klub fra 1970’erne, Studio 54.

Christian sidder desuden i bestyrelsen i Apple Flower Festival Foreningen, som arrangerer Apple Flower Festival, der fejrer æbletræernes blomstring på Lilleø i Smålandshavet. I den forbindelse blev kontakten til Claus Meyer skabt, hvorefter Christian blev inviteret til New York for, at hjælpe Claus med at etablere en musikscene i hans restaurant på Grand Central Terminal med Subway Performers hentet op fra undergrunden.

Sideløbende er en uddannelse fra CBS snart ved at være et overstået kapitel.

Mads Vad

Ærlige Mads Vad er som ambassadør i LøkkeFonden helt i øjenhøjde: “Siden jeg var helt lille, har jeg været aktiv sportsdanser. Som sportsdanser vandt jeg bl.a. DM i latinamerikanske danse to gange. Som 21 årig valgte jeg at stoppe min aktive karriere for, at bruge min tid på at starte det, som skulle blive en af Danmarks største danseskoler – VM Dans. Samtidig havde jeg min debut i TV programmet “Vild med dans”, som jeg senere har vundet 2 gange.”

“Jeg er uddannet fra Aabenraa Business College og er også uddannet sportslærer fra De Danske Danseskoler.”

“Jeg bruger min egen historie i LøkkeFonden. Jeg fortæller drengene om, at det handler om at gøre sig selv glad. Man skal turde at tage de valg, som gør, at man bliver glad. Også selvom man – som jeg selv – var ham den lille underlige, der gik til dans i 90’erne i Aabenraa. Jeg var ikke den seje. Altså lige på nær når jeg var til dansekonkurrencer, så var jeg ret så sej,” fortæller Mads med et skævt smil på læben.

“Mit udgangspunkt er, at man aldrig skal være bange for at fejle. Jeg var aldrig kommet så langt i min karriere, hvis jeg ikke havde turde begå masser af fejltagelser. Oftest er det sådan, at den som bliver verdensmester, er den, som undervejs har prøvet at tabe flest gange.”

Jesper Marcussen

Jesper er en rollemodel med henblik på drive og engagement i erhvervslivet: “Jeg er medejer og driver 6 restauranter, Pluto, Gorilla, OTTO og 3 x Retour Steak. Vi har mange unge mænd ansatte og vil gerne hjælpe drenge, som har udfordringer på vej i den rigtige retning.”

“Jeg har selv haft svært ved at holde fokus i skolen, og stavning er noget, der først er kommet til mig som voksen, men stadigvæk med en masse fejl. Men jeg har gå-på-mod og er ikke bange for at arbejde, og det kan man komme langt med.” “Nogle gange kræver det bare den rigtige voksen at se op til – et lille skub den rigtige retning. Eller nogen der virkelig hjælper én, med det der er svært. For vi skal alle over det punkt, så vi kan komme ud at erobre verden, og leve livet fuldt ud. Alle skal have den mulighed for at gribe livet. Og selvfølgelig hjælper jeg til, hvis nogen kan bruge det. Andre gjorde det for mig…”