Nyhedsbrev april 2019

  • Af LøkkeFonden

Så er LøkkeFondens nyhedsbrev for april her.

I denne udgave kan du læse om to af vores igangværende projekter, Challenge og EsbjergAkademiet, og om fejringen af vores 7-års fødselsdag.

Derudover kan du få adgang til en helt ny podcast udsendelse om vores populære signaturprojekt, DrengeAkademiet.

Rigtig god fornøjelse!


Challenge 2019

Marts måned er forbi, og vores 80 Challenge-drenge er rykket fra spinninglokalet ud på landevejen. Alle drenge har fået udleveret cykler, sko, hjelme og fuld tøjpakke, og er nu i fuld gang med udendørstræningen, hvor den friske luft og flotte natur nydes. Den hårde træning i spinninglokalet har båret frugt, og mange af drengene oplever allerede nu en klar forbedring af deres grundform.

Og ikke kun den fysiske form er forbedret. Også sammenholdet på de fem hold er vokset efter drengenes mange træningstimer sammen. Dertil er de 7 karaktertræk langsomt begyndt at komme ind under huden på drengene.

Den positive udvikling skyldes i høj grad de stærkt dedikerede voksenteams rundt om drengene, som lægger mange kræfter i projektet. Deres betydningsfulde indsats er afgørende, ikke kun for projektets gennemførsel, men også for den enkelte dreng, som deltager.

Evaluering af Challenge 2018

I LøkkeFonden har vi altid haft en tro på, at det arbejde, vi laver sammen med drengene, gør en reel forskel for hver enkelt dreng. Dette bekræfter en ny evaluering os nu i.

LG Insight fremlægger i et nyt evalueringsnotat erfaringer og resultater, som er opnået i Challenge-forløbet 2018. Notatet udgør den første del af en samlet treårig evaluering af indsatsen (årene 2018-2020).

Evalueringen, der bygger på både kvantitative og kvalitative evalueringsmetoder, tegner en karakteristik af drengene forud for Challenge-forløbet og måler bl.a. på deres efterfølgende uddannelses- og beskæftigelsestilknytning.

I notatet kan du bl.a. læse omkring drengenes motivation for at deltage i Challenge, hvor ønsket om at blive en del af et fællesskab og få større tro på sig selv er gennemgående temaer. Evalueringen uddyber også, hvordan drengene oplever, at de har fået en mere struktureret hverdag, er blevet mere handlekraftige samt vedholdende, og ikke mindst, at de har fået en større tro på sig selv efter deres deltagelse i Challenge. Dette gælder både i forhold til de daglige udfordringer, deres drømme samt tro på fremtidige muligheder.


EsbjergAkademiet 2019

23 drenge og 7 piger fra 7. og 8. klasse i Esbjerg Kommune er netop nu afsted på en 12 dages intensiv læringscamp på Fanø. EsbjergAkademiet er blevet til i et samarbejde mellem Lauritzen Fonden, LøkkeFonden og Esbjerg Kommune.

Projektet har til formål at styrke elevernes personlige og sociale kompetencer, samt give dem et bedre fagligt fundament frem mod de kommende uddannelsesparathedsvurderinger.

Siden campstart har eleverne knoklet på livet løs. De tror nu mere på sig selv og ser forventningsfuldt frem mod diplomoverrækkelsen, der finder sted på Esbjerg Rådhus fredag d. 12/4.


LøkkeFondens 7-års fødselsdag

I marts måned fyldte LøkkeFonden 7 år. Det fejrede vi traditionen tro på Hotel Marriott i København.

Ligesom tidligere år, blev fødselsdagen arrangeret som en fundraising-middag med det formål at samle penge ind til fondens almennyttige projekter til gavn for unge på kanten.

Vi havde et spændende program til de knap 200 gæster, som kom for at fejre dagen med os. Claus Meyer og Meyers Madhus sammensatte en fantastisk menu med lækre råvarer fra Hørkram. Vintage Champagne stod for velkomstdrinks, og der var læskende drikke fra Coca-Cola. Vi blev underholdt af Illusionist og magiker, Henrik Svanekiær, og sidst på aftenen stod auktionarius, Frederik Bruun Rasmussen, for auktionen sammen med Bubber, der i øvrigt også styrede begivenhederne aftenen igennem.

Traditionen tro overrakte fondens stifter, Lars Løkke Rasmussen, prisen til Årets Knægt 2019, som i år gik til Ilannguaq Martin Møller. Ilannguaq var én af et par og tyve drenge, der tilbage i 2015 brugte foråret på at træne op til LøkkeFondens Challenge, hvorefter de gennemførte den store udfordring ved at køre 500 km på blot 5 dage.

(Fotograf: Hasse Ferrold)

I dag er Ilannguaq i gang med at tage sin HF-uddannelse i Slagelse. Hvad, der skal ske efter HF, er endnu uvist, men den helt store drøm for Ilannguaq er at blive professionel cykelrytter.

Alt i alt var det en vellykket aften, hvor vi fik indsamlet over 500.000 kr. til vores almennyttige aktiviteter. Det glæder os umådeligt meget, da vi med denne støtte kan fortsætte arbejdet med at hjælpe drenge på kanten til at blive en del af fællesskabet.

Tak til alle sponsorer, bidragsydere og ikke mindst de mange gæster, der var med til at gøre aftenen til en stor succes.


Podcast udsendelse om DrengeAkademiet

Afslutningsvis vil vi løfte sløret for en spændende nyudgivet podcastudsendelse om vores populære DrengeAkademi.

Podcasten er produceret af JFO Kommunikation, der udgiver podcastfortællinger med og om menneskers personlige historier til håb og inspiration for andre i samme situation.

I podcasten fortæller vores mentorcenterleder, Benjamin Blaabjerg, om DrengeAkademiet, dets formål og nuværende form. Samtidig giver to tidligere akademidrenge og deres forældre et unikt indblik i, hvordan det er at være dreng på et akademi, og hvordan udviklingen opleves som forælder på sidelinjen.


Støt drenge på kanten ved at give dit bidrag

Har du lyst til at støtte fondens almennyttige arbejde og drengenes kamp, kan du gå ind på vores hjemmeside og give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.

Sammen kan vi gøre en forskel og bringe drenge på kanten ind i fællesskabet.


Følg vores arbejde på Facebook og Instagram

Ønsker du at følge med i LøkkeFondens daglige arbejde kan du følge os på Facebook og på vores Instagram profil under navnet loekkefonden.dk.


Det var alt for nu.

Team LøkkeFonden

Benjamin, Kristian, Lasse, Line, Louise, Trine, Laura, Karen, Emilie og Frederik.