December og juletid. Vi nærmer os afslutningen på et begivenhedsrigt år 2016. Vi ser tilbage og begejstres. Mange mange udfordrede drenge har deltaget i vores projekter, har genvundet motivationen for læring og ændret vaner, som fører dem sikkert videre i uddannelse og arbejde.
Mentorer, sponsorer, fonde, frivillige, projektansatte. Vi gør det sammen – og imponeres over al den energi og velvilje, vi møder.
Vi kigger fremad og ser muligheder. Vi vil finde flere løsninger og inspirere. Drengeproblemet er ikke løst endnu, og vi vil i 2017 iværksætte nye projekttyper med nye vinkler, som forhåbentligt og ligesom LøkkeFondens DrengeAkademi vil vise dokumenteret effekt.
Med ønsket om en glædelig jul, sætter vi nedenfor fokus på denne måneds highlights.

Challenge
Løkkefonden var inviteret med til det årlige Bike Award Show, som blev afholdt ved en kæmpe fest i Cirkusbygningen den 28/11-2016. Mikael Sandstød og tidligere challengedreng, Buster fortalte om, hvordan Challenge foregår, og at forløbet hjælper til bl.a. at blive mere udadvendt og til afklaring mht. uddannelsesvalg.
Kunstneren Hornsleth havde stillet op med sit lærred ved indgangen, hvor alle prisnominerede skulle skrive deres signatur. Hornsleth lagde efterfølgende sidste hånd på værket, og maleriet er blevet solgt på auktion. Beløbet er tilfaldet Løkkefonden som donation.
Tak til CeC Event for denne mulighed.
Se det færdige maleri:
http://www.auction2000.se/auk/w.MegaPic?inC=ANET&inA=20161123_0932&inO=1&inSO=1

DrengeAkademiet Esbjerg Kommune
DrengeAkademiet Esbjerg er et projekt med fuld fart på. I disse dage rekrutteres 32 drenge, som skal deltage på 2 ugers læringscamp i marts måned. Alle 7. klasser i kommunen har haft besøg og hørt et kort oplæg om Akademiet. Dette blev fulgt op med rekrutteringsevent på Streetmekka i Esbjerg, hvor drenge fra LøkkeFondens DrengeAkademier i 2015 og 2016 – fortalte om, hvor meget det kan lade sig gøre at lære både på personligt og fagligt på blot 2 uger.
Læs mere om det lokale Akademi her:
http://drengeakademiet.esbjergkommune.dk/

KL’s uddannelsestræf
Hvordan får vi flere unge til at vælge en Erhvervsuddannelse? Dette var spørgsmålet på KL’s årlige uddannelsestræf. LøkkeFonden modtog invitation til at holde workshop – og gav et bud på, hvordan DrengeAkademiets læringsmetoder robustgør en udfordret elevgruppe til at udnytte deres faglige potentiale og til videre uddannelsesvalg i erhvervsrettet retning.
Læs mere om uddannelsestræffet her:
http://www.kl.dk/Dokumenter/Arrangementer/2016/11/KLs-Uddannelsestraf-2016/

Læringslokomotivet
Ungdomsskoleforeningen er i gang med et stort landsdækkende projekt. Foreningen skal udrulle intensive læringsforløb i forskellige campudgaver. Udrulningskonceptet skal bygge på bedste erfaringer fra forskellige effektfulde projekter. LøkkeFonden er repræsenteret i Læringslokomotivets ekspertgruppe – og bidrager med vigtige erfaringer fra DrengeAkademiet og forskellige af fondens andre udbredelsesprojekter.
Læs mere om læringslokomotivet her:
http://ungdomsskoleforeningen.dk/laeringslokomotivet.aspx