LøkkeFonden er spurtet gennem marts måned og har haft en række spændende aktiviteter på programmet.
Til Fondens 5 års fødselsdag, som formelt blev fejret 15. marts på Hotel Mariott i København, kunne vi stolte kigge både tilbage og frem. Med fondens ambassadører i spidsen var opbakningen til fødselsdagsarrangementet vanen tro enorm, og stemningen i top. Bubber styrede slagets gang i den fornemme kulisse og satte løbende fokus på LøkkeFondens varemærke: De 7 personlige karaktertræk. Aftenen bød bl.a. på tale fra fondens formand, Solrun Løkke Rasmussen, som satte spot på årets resultater og nye udviklingsspor og energigivende musisk indslag fra Shaka Loveless. Traditionen tro blev årets knægt kåret og udråbt af – LøkkeFondens stifter, Lars Løkke Rasmussen. Årets knægt blev den Challengedeltagende, Kian Kloster, som stolt modtog sin pris.
En særlig hilsen ramte også fødselsdagsprogrammet. 34 drenge ”in action” fra LøkkeFondens og Esbjerg Kommunes DrengeAkademi havde under deres fuldt besatte 2-ugers akademiprogram fundet tid til at lave en videohilsen, som gav gæsterne en helt særlig følelse af at være ”live” med i et af LøkkeFondens vanebrudsskabende projekter.
En række mennesker og virksomheder rakte en uundværlig hånd i etableringen og finansieringen af LøkkeFondens fødselsdag, som er et fundraisingsarrangement, hvor al overskud går til LøkkeFondens arbejde.

DrengeAkademiet 2017
Forberedelserne til LøkkeFondens signaturprojekt, DrengeAkademiet har været i gang længe. I år skal konceptet endnu en gang udvikles med afsæt i nyeste viden og forskning. I forbindelse med dette års Akademi vil luppen særligt blive sat på efterforløb, som vi ved har særlig betydning for forankring af nye vaner og ny læring.
Ansøgningsmuligheden er blevet åbnet her. Måske Akademiet også er noget for din søn eller en dreng, du kender?
LøkkeFondens DrengeAkademi er er en sommercamp for drenge med fagligt efterslæb. Campen varer 14 dage og 100 drenge fra hele landet mødes for at løfte sig fagligt, personligt og socialt.

Målgruppen for DrengeAkademiet:
Drenge, der
•går ud af 7-8. klasse
•er skoletrætte eller mangler motivation for læring
•har beviseligt og markant fagligt efterslæb i dansk og matematik
•er motiverede for at tage på introcamp 3. og 4. juni, bruge to uger af sommerferien på DrengeAkademiet i uge 26-27 og at være aktive i et års efterforløb i skoleåret 2017/2018.
Udbyttet har ikke været til at tage fejl af for tidligere deltagende drenge, som har indhentet over to læringsår på 2 uger.
Det er gratis at deltage. Læs vores seneste hæfte med mere information om DrengeAkademiet her.

DrengeAkademiet Esbjerg Kommune
Fredag den 24. marts stod 34 drenge fra Esbjerg klar på eget Rådhus. De var klar til at modtage diplomer for vedholdende og hårdt arbejde på LøkkeFondens og Esbjerg Kommunes DrengeAkademi. Akademiet var på mange måder en unik oplevelse – ikke mindst for de 34 drenge, som fagligt rykkede sig 2,7 læringsår i gennemsnit og ligeledes viste målbar fremgang på indsats vedrørende de 7 karaktertræk. Under Akademiet kom drengene med dejlige udtalelser som, ”at de om 20 år, når de havde fået et arbejde og en uddannelse – ville tænke tak til DrengeAkademiet, DrengeAkademiet, DrengeAkademiet” – og ”at de aldrig havde fundet de nye venner, de ikke kendte, hvis ikke det havde været for Akademiet”.
DrengeAkademiet Esbjerg er etableret i samarbejde med Lauritzen Fonden og en række andre fonde og sponsorer. LøkkeFonden faciliterede hele projektprocessen og var med til at eksekvere det lokale DrengeAkademi i samarbejde med læringskonsulenter og lærere fra Esbjerg Kommune.

Challenge 2017
Over hele landet er der gang i LøkkeFondens Challenge. Efter 4 måneders udviklingsforløb vil over 50 drenge i begyndelsen af sommerferien 2017 ramme de danske landeveje og deltage i det traditionsrige etapeløb, LøkkeFonden Rundt i Danmark.
Deltagende drenge indleder i disse uger deres Challengeforløb med spændende og nærværende kurser i kost og ernæring. Kurserne inspirerer drengene på den kost, der i den grad kan understøtte personlig succes på cyklen. Indendørs spinningtime er næste opvarmningsseance, inden der for alvor sættes i gang på landevejene, hvor drengene gennem fysisk udfordring og nytænkt sideløbende undervisning i de 7 karaktertræk vil blive meget klogere på sig selv og egne styrker på godt og ondt.